Drager er en del af vores kultur. I hver eneste af klodens afkroge har man myter eller fortællinger om dem, lige fra Ladon, der bevogtede Hesperides, til dragen, der gnaver i Yggdrasils rødder. Vi hører om dem i nogle af vores ældste historier.

En af de mest læste drageberetninger kan findes i Bibelen i Jobs Bog, 41. Der skrives om krokodillen, at den har skæl som skjolde og sten, og en flammeånde som af glødende kul. Denne beskrivelse er måske religiøst digteri, men den beskriver, hvad mange ryttere har oplevet. Måske ville det oldgamle uhyre, denne tekst omhandler, få nutidens drager til at ligne små firben?

Andre myter er helt ved siden af. I Kina mener man i Yuen Kien Lei Han, at drager får deres horn efter 500 år og vinger efter 1.000 år. Men ingen ryttere har set drager uden horn - og bestemt ikke nogen uden vinger. Det er lykkedes for Marcelo at nærme sig en rede, mens Sandro distraherede moderen, og han fastslog, at den enlige unge havde både vinger og begyndende horn.

Men mere fantasifulde beretninger, som akademikere blot har afvist som fantasifostre - såsom asylierne og mokaierne, der red i kamp på drageryg - kunne måske indeholde mere sandhed, end man tror. Vi ved, at de eksisterer - eller der eksisterer i hvert fald et dyr, der bedst kan beskrives som en drage - og vi har både redet og trænet dem.

Erfaring viser, at disse myter og legender sjældent er mere, for vi ved, at virkeligheden er en anden. Noget, de antyder, er, at disse dyr engang var mere udbredte, end de er nu. Måske har menneskets civilisation trængt dem bort og truet dem med at uddø.

Skt. Georg har en hel del på sin samvittighed.



Af Zoë