Alle ekspeditioner
begynder på én ud af to måder - enten med en
førstehåndsberetning fra en anden rytter eller igennem
nærlæsning af aviser, nyheder og lokale rygter.
Det var Olivier, der først opdagede tegn på aktivitet,
da han finkæmmede nyhedsrapporter fra Chile. Adskillige bønder
fra Chaca med land grænsende op til Atacama-ørkenen
rapporterede om forsvundne kreaturer. Nogle uger efter disses forsvinden
opdagede en kvægdriver adskillige kadavere, og affæren
fangede pludselig mediernes interesse. Artiklen skød skylden
på en stor kat i området, men de tilhørende billeder
antydede, at et helt andet rovdyr havde været på spil.
Vi begyndte at lede efter flere tegn og kiggede blandt andet på
nettet og i lokale aviser, som vi fik tilsendt. Vi fandt intet,
før Manu opdagede nogle rapporter fra en nylig fugleekspedition
i området, som sært nok manglede hovedpersonerne - fugle.
Derefter, næsten tre uger efter Oliviers opdagelse, bekræftede
en opfølgende artikel i den lokale avis, at bønderne
stadig var plaget af problemer. Her besluttede vi at få syn
for sagen.
Hvis der virkelig var en drage i området, kunne vi regne med,
at den havde gemt sig oppe i klipperne mellem markerne og ørkenen.
Med temperatursvingninger mellem 0 og 25 grader i Atacama-ørkenen
var der ingen af os, der så frem til kulden. Så det
var med passende tøj ud over vores normale jagtudstyr, kort
og guidebøger, at vi alle tre fløj til Arica.
I Chile begyndte den svære del af vores færd. Det tog
os yderligere ti dage at sammenstykke bøndernes historier
og udpege det område, vi skulle søge i. Men derefter
ramte vi også guld, for en ældre dame i Chaca fortalte
os om lignende hændelser i hendes barndom, hvor kreaturer
også forsvandt, og hun beskrev, hvordan hun havde set et "ildfirben"
i bakkerne tæt på hendes onkels gård.
Vi læssede vores lejede jeep og bestemte os for at påbegynde
vores søgen dér. Vores plan var at standse ved en
ny gård hver dag og bevæge os op i klipperne til fods.
På tredjedagen var vi både heldige og uheldige. Vi fandt
den, men den fandt også os - og som du kan se, var den bestemt
ikke begejstret.
Hvad gik galt? Kunne vi have gjort mere? Egentlig ikke. Efter adskillige
uger med research og planlægning må man bare sande,
at selv de bedste planer ikke altid er nok.
Næste gang skal det nok lykkes ...
Af Éric
|
